SØBORG OG BUDDINGE APOTEK

APOTEKETS HISTORIE

Søborg Apotek er et af egnens ældre apoteker.

Den 6. September 1924 åbnede Søborg Apotek i det røde hus midt på hovedgaden.

 

På denne tid havde Søborg udviklet sig fra at være en landbokommune til at blive et befolket villakvarter. Under krigen havde der været et behov for at få et apotek i området, da folk fra Søborg på den tid, måtte tage den lange vej til byen efter deres apoteksvarer. Men først i år 1924 blev der givet kongelig resolution til at stifte Søborg Apotek.

 

I den røde bygning åbnede et lille apotek med laboratorier i kælderen og pakkeri samt butik i stuen. Ud over apoteksvirksomheden var der i bygningen et sygekassekontor.

 

Apoteker Steincke var den første ejer af Søborg Apotek. Han var apoteker i 6 år og blev efterfulgt af apoteker Ørum, der havde apoteket frem til 1935. Da apoteker Herholdt-Petersen overtog i 1935 var apoteket byens største, med døgnvagt samt et håndkøbsudsalg i Bagsværd.

 

De følgende år var gode for apoteket og i 1955 overtog apoteker Rasmussen en yderst velkørende forretning . I Rasmussens tid som apoteker blev der givet bevillinger til nye apoteker på egnen, først i Bagsværd år 1958 og siden i Buddinge år 1962. Konkurrencen om kunderne blev skærpet og Søborg Apotek blev langsomt mindre. I denne tid specialiseres produktionen af medicin på landets apoteker; på Søborg Apotek produceres således hovedsageligt hostesaft og desinfektionsmidler, mens andre apoteker specialiserer sig i produktion af andre lægemidler. Disse varer handles apotekerne imellem, således af hvert apotek stadig forhandler et bredt medicin sortiment. Ved at lade de enkelte apoteker specialisere sig, blev de enkelte lægemidler fremstillet under mere ensartede forhold. Dette betød en mindre risiko for variation af de enkelte lægemidler og kunderne fik en bedre kvalitet af lægemidlerne.

 

Da den forrige apoteker Bols overtager apoteket i 1976, er der stadig en specialiseret produktion på apoteket. Efterhånden mindskes produktionen af medicin på apoteket bl.a. på grund af pres fra den voksende medicinalindustri. I 1987 stoppes al produktion af lægemidler på apoteket, og i forbindelse med dette bygges apoteket om. En del af bygningen sælges fra til Jyske Bank, der den dag i dag deler hus med apoteket.

 

Søborg Apotek blev senest moderniseret i 2002 med en større ombygning. I 2005 Blev Søborg Apotek og Buddinge Apotek slået sammen (supplerende enhed) og Buddinge Apotek blev moderniseret i 2007.


Apotekere gennem tiden

  • 1924-1930 Frants Ernst Steincke
  • 1930-1935 Oscar Helmouth Ørum
  • 1935-1955 Carl Sophus Herholdt-Petersen
  • 1955-1976 Sofus Kristian Rasmussen
  • 1976-2001 Torkild Bols
  • 2001-        Claude Lützen